Sprogstartposer til dagtilbud
En sprogstartspose kan bruges til at styrke og udvikle børns sprog. Med udgangspunkt i en billedbog suppleret med konkreter og digitale læringsmaterialer snakkes og leges der med ord og begreber. Hver pose handler om et gennemgåede emne så som farver, stor og lille, venskab og superkræfter.
Med Sprogstartsposerne kan I give børn mulighed for at forbedre deres sprogforståelse og sprogbrug gennem en fælles litteraturoplevelser. En fælles litteraturoplevelse kan:
- skabe gode rammer for fordybelse og etablering af fælles opmærksomhed.
- give mulighed for en meningsskabende samtale – både mellem barn og voksen og børnene imellem.
- åbne for børns glæde ved sprog og læsning. At styrke børns glæde ved sprog og læsning er ganske afgørende, da sprog og læsning er indgangen til kultur, sociale fællesskaber og viden. Det gør læsning til den mest afgørende færdighed i forhold til videre læring hos både børn, unge og voksne.
Konceptet er afprøvet og har vist at alle børn uanset deres sproglige udgangspunkt vil forøge deres sproglige kompetencer.
Hvad er der i en sprogstartspose?
I hver pose er der en billedbog og konkrete materialer som fx legetøj, fotos mm. Intentionen med sprogstartsmaterialet er at kunne give mulighed for, at barnet kan høre, gøre, røre og se ord i mange forskellige sammenhænge. Fx finder du legetøjsdyr i sprogstartsposen med billedbogen Lottes bondegård. I hver sprogstartspose er der også en manual, der grundigt beskriver hvordan og hvornår fx billedbogssnak og sproglege inddrages. Manualen kan også hentes på SprogSporet.dk. I manualen er der et bredt udvalg af sproglege, som opfordrer til snak, leg og bevægelse i nær sammenhæng med billedbogen. Til flere af sproglegene benyttes skumterningen med lommer. Her skal du selv udskifte billederne, så de passer til ugens billedbog. Alle billeder er i sprogstartsposerne.
Hver pose har et forløb over 3 dage med en vejledning til aktiviteter hver dag. Hvert forløb tager ca. 20 minutter eller mere afhængig af børnenes alder og brugen af konkreter og digitale læringsmaterialer.
Børnebiblioteket har indkøbt 12 poser til de 1-3 årige og 12 poser til de 3-6 årige.
Læs mere om sprogstart på Sprogsporet og/eller kontakt børnebiblioteket på Farum eller Værløse Bibliotek eller på telefon 72354606.